Nu er det ved at være rigtig lang tid siden, at der sidst blev bagt her i hytten. Og den ældste har efterlyst kage som hun i øvrigt også vil være med til at bage. Hun er stor fan af oreo’s og moderen er meget glad for muffins og cupcakes, så det indlysende resultat var selvfølgelig Oreo Cupcakes 🙂
Ca. 24 cupcakes med god swirl
Ingredienser
Oreo cupcakes
230 g blødt smør
200 g sukker
4 æg
2 1/2 tsk. bagepulver
4 spsk. kakaopulver
260 g mel
1/2 tsk. salt
1 tsk. vanilje
ca. 2 dl mælk
200-220 g groft hakkede Oreo
OBS: der skal også være Oreo til pynten, ½ eller 1 pr. cupcake
Oreo frosting
220 g Philadelphia flødeost
600 g flormelis
100 g smør
10 blendede Oreo (1pk. á 154 gr)
I alt skal der ca. bruges 3 pakker oreo’s
Fremgangsmåde
Oreo cupcakes
Pisk smør og sukker godt sammen. Herefter piskes æggene i ét af gangen. Bagepulver, kakaopulver, mel og salt sigtes i blandingen, og dejen vendes sammen.
Mælken røres i dejen, så dejen bliver jævn.
Til sidst tilsættes de hakkede Oreo kiks. Der røres, hældes i forme og sættes i en forvarmet ovn ved 175 grader i 15-20 min.

Formene skal helst ikke være de “faste” forme, men de alm. “tynde” papirforme. Jeg lavede lidt i begge typer og de der var i de faste “tykke” papirforme, hævede på en lidt spøjs måde og var helt flade i toppen, hvorimod dem der var i de alm. tynde papirforme hævede flot.
Oreo frosting
Pisk smør og flormelis godt sammen (Lad evt. smøren stå ude lidt før du skal bruge den, så den ikke er helt hård).
Smøreosten piskes i lidt af gangen, og der piskes godt. Til sidst skal de blendede Oreos vendes godt rundt i din frosting.

OBS. Når der blendes Oreo’s, at der ikke er for store stykker tilbage, de kan ikke komme igennem tyllen